Fra #Metoo til Who’s Next

Hvis mænd og kvinder på jobbet kunne se væk fra kønnet og arbejde sammen som personer, ville virksomhedskulturer nå nye højder. (foto: Unsplash)

Resumé:  Der er ikke råd til at miste det ene køns talentmasse på grund af elementær stupiditet. Det kan meget vel blive tilfældet, skriver Peter Horn, stifter, adm. direktør, KIB-Kvinder I Bestyrelser, i Børsen Opinion.

Publiceret 11. oktober 2020

Who’s Next: Mange erhvervsledere frygter den genopblussede #metoo-bevægelse. Det er kun toppen af isbjerget. Dårlige holdninger og fordomme om køn rammer ikke blot kvinder, men alle på jobbet. For at løse problemet skal alle lære at se hinanden som personer frem for i et kønsperspektiv.

Opgaven at ændre virksomhedskulturer er svær. Den skal løses, hvis Danmark skal optimere konkurrenceevnen og de samfundsmæssige udfordringer. Der er ikke råd til at miste det ene køns talentmasse på grund af elementær stupiditet. Det kan meget vel blive tilfældet.

I erhvervslivet er Who’s Next den genopblussede #metoo-bevægelses afløser. Ledere i tusindtal frygter, at de med eller uden grund hænges ud for sexchikane. Derfor kan fokus på, hvordan det ene køn behandler det andet, betyde, at kvinder kommer endnu længere fra at gøre karriere og opnå de topposter, de har kompetencer til. Mandlige ledere, der sidder på 80 pct. af lederposterne og det samme i bestyrelserne, er skræmt fra vid og sans.

”Vi mangler en stor del af det ene køns talentmasse på grund af elementær stupiditet”

Vi mangler en stor del af det ene køns talentmasse på grund af elementær stupiditet. Mange kvinder viger tilbage fra at gå videre i karrieren på grund af kønschikane. Og mændene er bange for at ansætte kvinderne, fordi de frygter “episoder”.

Den skjulte sexchikane i virksomheder er endnu værre. Her kan kvinder blive presset til levere ydelser, der intet har med jobbet at gøre. Men nok med karrieren. For det er vel naturligt, at en velbegavet ung kvinde stiller sig til rådighed for en halvfed, midaldrende erhvervsleder, hvis eneste aktiv er hans ledelsesmæssige status – under trussel af en fyreseddel eller en forlist karriere. Hvor er hans realitetssans?

Flere kvinder kan bremse den dårlige adfærd

Undersøgelser fra mandsdominerede arbejdspladser viser, at den såkaldte “håndværkerhumor”, der også findes på bl.a. digitale arbejdspladser og dele af finansbranchen kan gå i sin mor, hvis der kommer flere kvinder på arbejdspladsen. En kvinde er ikke nok, men er der bare to, er der en begyndende ændring på vej. Dermed kan det også åbne op for erhverv, der traditionelt er mandsdominerede, hvis bestyrelser og ledelser gør en fælles, målrettet indsats for at få flere kvinder ind. Det er nu ikke altid nok. Det viser erfaringer fra bl.a. mediebranchen og landspolitik, hvor kvinderne i en årrække har været godt med. Så det er altså ikke nok at ansætte flere kvinder.

Det er det rådne æble i kurven, der giver den dårlige virksomhedskultur. Lederen, der gør det legitimt at genere kvinder gennem deres køn, fordi de vil demonstrere deres magt og nogle gange simpelt kvindehad.

”Det er bedre at forebygge end at straffe”

Det vigtige er imidlertid – som ved sygdomme, kriminalitet og meget andet – at forebygge frem for at straffe. Har man personer, der er “faldet i”, kan man, som det kendes fra afvænningsprogrammer for alkoholisme, narkomani og ludomani, i virksomhedsregi gennemføre en behandling.

Ændre tankegang – fra køn til person

Det primære er også det sværeste – at ændre tankegangen, så man fra at tænke i køn fremmer den kønsneutrale persondimension. Kønschikanen rammer i øvrigt ikke kun kvinder – kvinder kan også være kvinde værst. Mænd kan også være mål for kvinders kønschikane. Derfor skal man have fat i alle kulturpåvirkere og arbejde med tankegangen bag.

Fordommene står for fald. Alt det, der kan irritere ved det andet køn, er i spil. Derfor er det en svær øvelse. De fleste har fået deres ubevidste bias fra vuggestuen og det er yderligere udviklet i børnehaven og folkeskolen. I gymnasiet og på universitetet eller handelshøjskolen stilner det lidt af.

”Vi skal opbygge en ny kultur baseret på respekt, omsorg og stillingtagen”

De fleste kvinder på handelshøjskolen vil være erhvervsledere, når de begynder på studiet, men sjældent, når de er ved at være færdige. Så har de allerede været udsat for den indledende chikane. I mænds begrebsverden kan kvinder ofte ikke være dygtigere end dem. Umuligt. Så der er behov for at opbygge en ny kultur baseret på respekt, omsorg og stillingtagen. Det er virksomhedernes kerneopgave.

En ny kultur for virksomheden kan opnå et stærkt brand, der tiltrækker flere rettænkende personer. Så er vi ude over, at kvinder opgiver karrieren, fordi de bliver chikaneret ud af den. Og vi er fri for, at mændene føler sig presset til at deltage i chikanen for at være med i “mandeklubben”, når chikanen står på. Målet: At gå fra at opfatte andre som køn og se dem som værdifulde personer. Kan det lade sig gøre? Ja. Sker det lige nu? Nej!

Link: https://borsen.dk/nyheder/opinion/debat-daarlige-holdninger-og-fordomme-om-kon-rammer-alle-paa-jobbet 



Be the first to comment

Leave a Reply

Your email address will not be published.


*