International bestyrelsespris: Kvinder skal sige ja til dansen og tage formandsposten

Publiceret 4. februar 2020

af Peter Horn og Gitte Maya Elsing

RESUMÉ – Norske Gunnar Eckbo fra Styreinformasjon og danske Susanne Hoeck har opbygget et spændende partnerskab om prisen Women’s Board Award, der ud over Danmark (2014) også uddeles i Norge (2010), Sverige (2012), Finland (2016) og Schweiz (2019). I år uddeltes prisen fredag i Danmark af HKH Kronprinsesse Mary til Anne Louise Eberhard, der bl.a. er bestyrelsesmedlem i FLSmidth, Topdanmark, Bavarian Nordic, Finansiel Stabilitet og Moneyflow. Nu går hun mod en formandspost. ”Prisen har givet synlighed, tilbud om bestyrelsesposter og muligheden for at være rollemodel,” siger sidste årsprismodtager Helle Valentin. ”Vi har bragt flere hundrede dygtige bestyrelsespersoner blandt kvinder i spil. Nu skal de sige ja, når virksomhedsejere byder op til dans om formandsposten,” siger Gunnar Eckbo, der også står bag den nordiske pris Chair of The Year, Årets Bestyrelsesformand.

Når op mod 200 kvinder og mænd fra de øverste ledelseslag mødes til prisuddelingen Women’s Board Award med HKH Kronprinsesse Mary i spidsen, er der ifølge prisens stifter, norske Gunnar Eckbo fra Styreinformasjon AS, tale om en avanceret skole i stoledans. Formålet med prisen er ganskle vist at fremhæve en anerkendelse af Danmarks dygtigste, kvindelige bestyrelsesmedlem, der med solid ledelses- og bestyrelseserfaring har potentialet og formatet til at være foregangsbillede for fremtidens bestyrelsesledere. Men som Gunnar Eckbo også siger det:

”Når kvinderne bliver budt op til dans af repræsentanter for virksomhedsejere skal de altid sige ja til at tage den første dans og gå efter posten som bestyrelsesformand. Hvis de afviser, når de bliver budt op til dans, bliver tilbuddet sjældent modtaget. Mit ønske er derfor, at flere vil tage udfordringen op og lade være med at komme med bekvemme undskyldninger. Vi må have nogen, der tør og vil gå i front,” siger han.

Kvinderne skal lære at sige ja til den første dans om formandsstolen. Det er et tilbud, der sjældent bliver gentaget.” Gunnar Eckbo

Derfor må juryens valg af årets prismodtager også glæde Gunnar Eckbo, der har sæde i den sammen med bestyrelsesformændene Thomas Thune Andersen (juryleder), Vagn Sørensen og Jørgen Huno Rasmussen samt sidste og forrige års prisvindere Marianne Kirkegaard, CEO, CMS Bakery Solutions, og Helle Valentin, Man. Director og Global Account Partner, IBM.

JURY, PRISMODTAGERE OG SPONSORER PÅ SCENEN MED PRISMODTAGEREN ANNE LOUISE EBERHARD OG KRONPRINSESSE MARY (YDERST TH) .FOTO: HASSE FERROLD.

Kronprinsesse Mary begrundede og overrakte nemlig prisen  til Anne Louise Eberhard, der i dag har bestyrelsessposter i FLSmidth, Topdanmark, Bavarian Nordic, Finansiel Stabilitet, Knud Højgaards Fond og Moneyflow. I et interview efter prisoverrækkelsen kunne hun fortælle, at hun også går efter posten som bestyrelsesformand. Hun har været bestyrelsesmedlem siden 2014, hvor den første post var i svenske Solix Group AB. Formandsposten kommer måske allerede inden for den næste måned, men de nærmere omstændigheder lades i bedste bestyrelsestradition ufortalt.

.

”Det er forskel på proceduren for valg til bestyrelser. I Danmark arbejder vi med bestyrelsesintern nominering, hvorimod vi i f.eks. Sverige og Norge arbejder med eksterne nomineringsudvalg,” konstaterer Anne Louise Eberhard.

Bestyrelseskarriere: Det blev for ensomt

Før hun gik efter bestyrelseskarrieren, gjorde hun karriere i Danske Bank, hvor hun i over 25 år har haft ledende stillinger – herunder  som global chef for Corporate & Institutional Banking, der bl.a. havde kundeansvar for de 300 største danske og internationale virksomheder, institutioner og finansielle kunder. Det skete med en kandidatgrad i jura fra Københavns Universitet, en HD i IT og erhvervsøkonomi fra CBS og kortere uddannelser fra Harvard Business School og INSEAD. Hun har arbejdet under bl.a. ordførende direktør Tage Andersen – der som bestyrelsesformand i SAS fyrede koncernchefen Jan Carlzon – ”Sorte Knud” Sørensen og Peter Straarup.

Da hun fyldte 50 år, valgte hun som koncerndirektør at forlade banken og fokusere på sin bestyrelseskarriere. Det gav bestyrelsesposter i Solix Group AB, Sampension og Finansiel Stabilitet.

“Når man er vant til at være en del af en stor organisation og med i et team, kan det være svært at undvære. Jeg følte mig ensom og gik derfor tilbage til et job i en større organisation.,” siger Anne Louise Eberhard.

”Jeg følte mig ensom og gik derfor tilbage til et job i en større organisation”

Hun blev koncerndirektør i det svensk baserede børsnoterede service- og outsourcingfirma Intrum Justitia AB, hvor opgaven var at fusionere to store europæiske virksomheder. Efter opgaven var sluttet, var hun klar til bestyrelserne. Det er måske en overdrivelse at sige, at de væltede ind, men det kom fire poster i 2019, Topdanmark, Bavarian Nordic, Knud Højgaards Fond og Moneyflow (advisory board).

 ”Det havde ikke været muligt for mig at indlede en bestyrelseskarriere udenfor Danske Bank (Hun var i bestyrelsen for Danske Banks russiske datterselskab, ledede flere interne advisory boards, og hun var Chair for bankens Business Committee.”

I det kommende år vil Anne Louise Eberhard bruge prisen til at markere sig som inspirator og rollemodel. Hun er medlem af fakultetet for CBS Executive Board Education, hvor hun også underviser.

Tidligere pristager: Det har givet muligheder

HKH KRONPRINSESSE MARY OVERRÆKKER WBA 2019 TIL HELLE VALENTIN MED JURYLEDER THOMAS THUNE ANDERSEN.FOTO: WBA.

Anne Louise Eberhards forgænger som prismodtager, Helle Valentin, siger, at Women’s Board Award prisen sidste år har givet hende nye muligheder – også for at gøre andre mere interesseret i at gøre videre karriere i ledelse og bestyrelsesarbejde.

”Jeg har fået flere henvendelser om bestyrelsesposter. Prisen har også givet mig mere mod på at gå efter en formandspost, når jeg indenfor nogle år vil overveje at trappe ned på ledelse. Desuden har jeg  under ét mærket en stigning i antallet af henvendelser om oplæg, foredrag eller forelæsninger. Det har været en god oplevelse at modtage prisen,” siger Helle Valentin. Hun sagde ved overrækkelsen sidste år:

”Den største gave, nogen kan give til en person, er at have tillid og tiltro til vedkommende. Jeg er meget stolt og glad for den tillid og tiltro, som juryen for Women’s Board Award har vist mig. Stigende hastighed i forandringer – for eksempel drevet af teknologien – betyder, at der mere end nogensinde er brug for diversity of thought for at reducere blinde vinkler både i topledelser og bestyrelser.”

Women’s Board Award har givet mig flere muligheder og tilbud. Og også modet til at gå efter en formandspost indenfor nogle år”

GUNNAR ECKBO I SAMTALE MED DELTAGER VED WBA’S PRISUDDDELING I OSLO. FOTO: WBA.

Gunnar Eckbo er godt tilfreds med, at Women’s Board Award prisen finder et større publikum udenfor Norden. Prisen blev oprindeligt indstiftet i Norge under navnet Gabrielsen Prisen efter den norske erhvervsminister Ansgar Gabrielsen (H)  , der noget egenrådigt indførte den norske kvoteordning, hvorefter børsnoterede selskaber i deres bestyrelser skulle have minimum 40 procent af hvert køn.

Siden blev navnet i samarbejde med den danske partner Susanne Hoeck ændret til det bredere Women’s Board Award, der siden har sat fokus på i hundredevis af dygtige kvinder i bestyrelser i de nordiske lande og nu også Schweiz  , hvor den tidligere koncernchef for Oettinger Davidorff AG, danskeren Hans-Kristian Højsgaard  , er en af de drivende krælfter.

DANSKEREN HANS-KRISTIAN HØJSGAARD, TDL. KONCERNCHEF FOR OETTIGER DAVIDORFF AG I SCHWEIZ (NR. 3 TV)  OG GUNNAR ECKBO (NR. 5 TV) HAR INTRODUCERET WOMEN’S BOARD AWARD I SCHWEIZ. FOTO: WBA.

”Vi er ved at undersøge mulighederne i flere lande, men om det bliver realisabelt, er endnu for tidligt at sige. Vi har gang i flere kontinenter og kan konstatere, at det umuligt ofest er det uforsøgte,” konstaterer Gunnar Eckbo.

Illustrationer: Hasse Ferrold (topfoto), Women’s Board Award



Be the first to comment

Leave a Reply

Your email address will not be published.


*