Jeff Gravenhorst: Frivillige jobopslag en mulighed – større effekt i barsel og kvoter

”Opslag af ledelses- og bestyrelsesposter kan give nogle muligheder, hvis det sker ad frivillighedens vej, ikke ved lov,” siger Jeff Gravenhorst, Group CEO, ISS A/S. (foto: ISS)

Resumé: Jeff Gravenhorst blev koncernchef for servicekoncernen ISS i 2010 og har frem til nu været leder af en organisation med over 400.000 medarbejdere i mere end 30 lande. Han ledede selskabets succesfulde gennotering på Børsen i København i 2014, den største IPO i to årtier. Rekord i organisk vækst på 7,1 procent i 2019 og en omsætning på 78,5 milliarder DKK. I sin personlige vurdering af KIB-Kvinder I Bestyrelsers forslag om offentlige opslag af leder- og bestyrelsesposter har han en klar holdning: ”Det skal ikke være ved lov, men kan ved frivillighed være en mulighed. Efter min mening er der større effekt i delt barsel og kvoter, hvis det skal flytte noget.”

Publiceret 26. august 2020 – Af Peter Horn

Jeff Gravenhorst har en international baggrund. Født i Nairobi, Kenya, af danske forældre, der havde en maskinfabrik, tog en Master of Science in Business Administration and Auditing på CBS, blev efter en tid som konsulent hos Arthur Andersen i København Finance Director hos Wittenborg UK Ltd. Derefter Vice President i ALTO U.S. Inc. Og Man. Director for ALTO Europe. Kom til ISS UK i 2002 som CFO og blev Group CFO i 2005. Koncernchef i ISS i 2010. ISS er en af verden største virksomheder, rent medarbejdermæssigt, med over 400.000 ansatte med diversitær baggrund, hvad angår race, etnicitet, køn, alder, kultur og religion.

Ud fra et personligt synspunkt mener han, at et forslag om offentlige opslag af alle leder- og bestyrelsespositioner kan være en mulighed, men han understreger, at der efter hans mening vil være større effekt i delt barsel og indførelse af kvoter.

Offentlige opslag skal være frivillige
”Opslag af ledelses- og bestyrelsesposter kan give nogle muligheder, hvis det sker ad frivillighedens vej, ikke ved lov. En sådan lov vil være svær at administrere alene på grund af de mange undtagelser, der vil opstå. Udover det kan det også være svært at kunne dokumentere, at virksomheden har overholdt loven og det kan betyde, at virksomheden kan få en urimelig, ekstra arbejdsbyrde,” siger Jeff Gravenhorst.

”Frivillige opslag: Flere ansøgninger – og mere arbejde for virksomhederne”

”Finder man en måde, hvorefter virksomhederne ad frivillighedens vej kan indføre jobopslag til visse ledelses- og bestyrelsesposter, kan det være en god ide. Virksomhederne vil få flere ansøgninger og det vil fremme diversiteten. Minus kan være, at der med de flere ansøgninger bliver et større udredningsarbejde. Det vigtigste er dog fortsat, at virksomhedens ejere og ledelse har retten til at bestemme, hvem de ønsker at ansætte.”

Jeff Gravenhorst mener, at en frivillige opslagsordning kan indgå i virksomhedernes good corporate governance and compliance og dermed være en del af reglerne for god ledelsesskik.

”Ved at redegøre for sine resultater på corporate governance-agendaen en gang på året kan man gøre status på indsatsen og aflæse resultatet. Det kan være motiverende i sig selv.”

Delt barsel har større effekt

I en samlende vurdering af mulighederne for at fremme diversiteten siger Jeff Gravenhorst, at der efter hans opfattelse er større effekt i at interesserede sig for delt barsel, som det kendes fra bl.a. Sverige og dermed sikre kønnene lige muligheder. I Danmark er kvinder ifølge Danmarks Statistik i gennemsnit ni gange så længe på barsel som mændene.

”Kvinder sættes tilbage i karrieren ved det første barn”

”Det er traditionelt efter det første barn, at kvindens sættes tilbage i sin karriere, fordi hun påtager sig størstedelen af barselsperioden og dermed er længe væk fra arbejdsmarkedet. En større accept af, at mænd skal påtage sig samme vil give en vis udligning på dette område og det vil øge kvindernes karrieremæssige muligheder, fordi de ikke får samme efterslæb.”

Kvoter vil skubbe til udviklingen

Alt andet lige mener Jeff Gravenhorst, at indførelse af kvoter i bestyrelser vil skubbe til udviklingen i diversitet. Han mener at det er en vigtig opgave for politikerne, så der sættes gang i denne udvikling. For eksempel introducerede Carlsberg allerede i 2012 en kvote for kvindelige bestyrelsesmedlemmer på 40 procent med effekt fra 2015. “Sidste år reviderede bestyrelsen kriterierne for bestyrelsens sammensætning. Medlemmerne skal vælges ud fra deres samlede kompetencer, men bestyrelsen lægger også vægt på fordelene ved en bredt sammensat bestyrelse, hvad angår erfaring, stil, kultur, international erfaring og køn,” sagde den daværende bestyrelsesformand Povl Krogsgaard-Larsen, Carlsberg, dengang i en fondsbørsmeddelelse.

Jeff Gravenhorst, Group CEO, ISS om motivation og ledelsesfilosofi – Berlingske Business Briefing 4.4.2018 hos PwC: https://www.youtube.com/watch?v=s88yuYbe0ms (foto: video)

”Vi er efter min mening nødt til kvoter”

”Det skal ikke nødvendigvis ske på samme måde som i Norge, hvor kvoterne har betydet, at man tog kvinder fra executive-positioner – faktisk relativt få – og placerede dem i bestyrelserne. Det vigtigste er heller ikke, at det til eksempel er minimum 40 procent, måske blot 30 procent, men at man sætter gang i udviklingen og tilkendegiver til erhvervslivet, at der skal ske noget. Vi er efter min mening nødt til kvoter,” siger han.

Jeff Gravenhorst deltager i Kvinder I Bestyrelsers konference ”ALLE VINDER” fredag 18. september 2020 – i debatpanelet.

Læs mere:
www.issworld.com
https://brand.issworld.com/m/35347f5ab9373b4a/original/ISS-Annual-Report-2019.pdf

Flere interviews:  Folketing: Flertal for jobopslag som alternativ til kvoter



Be the first to comment

Leave a Reply

Your email address will not be published.


*