NYHEDER

”Man skal tage de udfordringer, der byder sig på, og opfinde dem, der endnu ikke eksisterer,” siger rådgiver, cand.mag. i retorik og afrikastudier, Rikke Namunyak Marott.

Hun har genopfundet sig selv:
Fra topmodel til akademiker

Resume: Som 44-årig stod Rikke Namunyak Marott ved en skillevej. Hun havde arbejdet som model i London, Cape Town, New York og Los Angeles. Efter år som free-lance journalist, tekstforfatter og forfatter til bogen ”Med Jacob Holdt i Amerika”, måtte hun på skolebænken igen for at tage sin drømmeuddannelse som kandidat i retorik på Københavns Universitet. Nu gør hun som rådgiver karriere i kommunikation, NGO-verdenen og politik. ”Jeg har ikke ønske om at blive rollemodel. Men jeg vil gerne vise andre, at livet altid rummer en chance mere,” siger hun.

 Publiceret 30. marts – Af en Executive Magazine reporter

Som 44-årig stod Rikke Namunyak Marott ved en skillevej. Hun havde arbejdet som model i London, Cape Town, New York og Los Angeles. Efter en årrække, hvor hun havde ernæret sig som free-lance journalist, tekstforfatter og forfatter til bogen ”Med Jacob Holdt i Amerika”, måtte hun på skolebænken igen for at tage sin drømmeuddannelse som kandidat i retorikpå Københavns Universitet. Nu er hun som rådgiver ved at gøre karriere inden for kommunikation med workshops i personlig branding og retorik, opgaver for KIB – Kvinder I Bestyrelser, der er en blanding af en NGO og en kommerciel organisation og politik, hvor hun især fokuserer på argumentation, taleskrivning og performance, også til erhvervsledere.

Hun har ikke noget ønske om at blive rollemodel. Selv om hun erkender, at det er de færreste, der umiddelbart har mod på at starte helt fra begyndelsen på en HF for at kunne læse på – i dette tilfælde – Københavns Universitet – med medstuderende, der er mindre end halvt så gamle.

”Men jeg vil gerne vise andre, at livet altid har en mulighed mere. At det kan lade sig gøre, hvis man er villig til at bryde fortidens billede op og samle det med et nyt fokus på fremtiden,” siger hun.

”Min far er Masai og jeg var fra Ballerup”

Rikke Namunyak Marott havde efter opvækst hos sin danske adoptivfamilie i Ballerup besøgt sin biologiske mor i Jylland og sin biologiske Masai-far og de 2.000 familiemedlemmer i Kenya. Det var ikke første gang, at hun stod ved en skillevej.

Det havde hun også gjort, da hun som 16-årig efter 10. klasse havde fravalgt uddannelse. Hun kedede sig i skolen, og brød sig mest om dansk, historie, engelsk og dramatimerne. Meget af skoletiden gik med at drømme sig væk, ud i verden, hvor hun ville rejse rundt. Hun drømte om at blive model og forfatter, nægtede at tage en uddannelse, og kompromiset blev et år på en kreativ højskole i København.

”Det var næsten eksotisk. Jeg kom fra betonblokkene i Ballerup. Nu var jeg på Frederiksberg med store luksuriøse huse og to biler i carporten. Men udover den ene gang, hvor Dan Turèll kom gående med hat og sortlakerede negle, så blev det altså for pænt og kedeligt for mig. Jeg var vant ”betonjunglen” og der var altid drama, blokkrige, fællesskab, vandkampe, gang i den, og alle kæftede op, også kvinderne”.

Efter den kreative højskole, som hun elskede, begyndte hun at arbejde på den lukkede afdeling på et psykiatrisk hospital i Ballerup. Her lærte hun at stole på sit instinkt.

”Det var i firserne, og nogle af afdelingerne var som taget ud af filmen ”Gøgereden”. Mange af beboerne var fejl- eller overmedicinerede. Nogle var voldlige – der var alarmknapper overalt. Andre sad apatiske og fastspændte til deres stol eller lå i deres seng hele dagen. Jeg begyndte i rengøringen og skiftede derefter over til plejen. Jeg elskede patienterne og rendte i starten rundt som en anden lille hippie uden handsker og nogle gange på bare tæer.”

Hun blev både slået og taget kvælertag på af de psykiatriske patienter. Det gjorde alle. Det var her, hun udviklede en bedre intuition. Kun sådan kunne man undgå vold: ved at aflæse patienterne og situationen.

”Uretfærdigt: Farvede modeller burde være synlige”

Som 19-årig startede hun som model hos Elite models og efterfølgende Unique Models. Hun havde som teenager opdaget, at farvede modeller var næsten ikke-eksisterende i modebranchen. Det skulle der laves om på.

”Det var uretfærdigt, at farvede modeller var næsten ikke eksisterende i modebranchen. Det var jeg med til at ændre,” fortæller den tidligere internationale model Rikke Namunyak Marott.

”Det var uretfærdigt. Jeg gik efter jobbene og fik dem som regel. Engang i London måtte jeg ikke gå til en casting, fordi kunden kun ville se hvide modeller. Jeg tog derover alligevel. Der sad tyve hvide modeller, men jeg fik jobbet. Det lærte mig noget om, at vilkår ikke skal være en sovepude, en undskyldning. Og noget om at lette rumpen og få tingene gjort.”

Kort tid efter blev hun den første farvede model på forsiden af et af datidens store modemagasiner. Hun sagde insisterende til moderedaktøren, at hun ville have forsideplacering ligesom de hvide modeller. Den fik hun. Og dét betød noget.

”Ikke kun for mig. År efter mødte jeg unge, farvede modeller, der huskede det og lod sig inspirere. Vildest var det i Sydafrika lige efter apartheid. Der arbejdede jeg for kunder, der reelt ikke ville bruge ikke-hvide modeller. De bookede mig, fordi jeg var så lyshudet. Jeg var ligeglad, så længe de bookede nogen, der var farvet. Jeg vidste, at der ville komme nogen efter mig og det ville gøre det lettere for dem. Det var en fed fornemmelse”.

På roadtrip hos Ku Klux Klan med ”Amerikanske Billeder”

 Næste skillevej kom som 35-årig. Hun havde ikke lyst til at være model længere og tog på roadtrip gennem USA med fotografen Jacob Holdt, internationalt berømt for sin bog ”Amerikanske Billeder”. Hun havde mødt ham til et foredrag, da hun var 13 år og besluttet, at ham ville hun en dag rejse med. Det blev en vild tur gennem Amerikas fattigste og mest racistiske ghettoer. De besøgte nazister og KU Klux Klan i Indiana, morderiske rednecks i Louisiana, og de fattige sorte familier, Holdt havde portrætteret i sin berømte bog. De var væk en måned og boede i bilen, der blev parkeret i udsatte områder næsten hver nat.

 ”Jeg var bange, utryg, og det var farligt, men jeg ville det. Jeg ville undersøge racisme, og hvordan den opstod. Se racisterne i øjnene”.

Nysgerrigheden overvandt frygten, og der var mange smukke og rørende øjeblikke på turen. F.eks. da Amerikas største KKK-leder, en kvinde, skrev: you are beautiful” under sin adresse i Rikkes notesbog. Hun hed Pamela Berry og var, ifølge FBI, leder af den største og mest farlige KKK-gruppe i USA. Pamela Berry kom fra en baggrund med incest, vold, fattigdom og svigt. Dér næres racismen.

Fattige hvide har intet selvværd, og det at føle sig bedre end ”de sorte” giver dem et sammenhold og en følelse af at være noget. Som Pamela Berry sagde: ”Er du klar over, hvor meget opmærksomhed, vi får, når vi trækker i de lagner”.

Da Rikke kom hjem, skrev hun nogle store artikler om USA-turen i Politiken. Det blev startskuddet til mange freelance opgaver og en del foredrag gennem bookingbureauer, men det var svært at leve af. Hun fik udgivet sin bog ”Med Jacob Holdt i Amerika” hos forlaget Lindhardt og Ringhof.

Bogen ”Med Jacob Holdt i Amerika” fik fine anmeldelser og findes i dag på mange af landets biblioteker.

Anmeldelserne og også lektørudtalelsen var rosende: ”Med sin mørke hud får hun virkelig prøvet grænser af i mødet med både Ku Klux Klan, nazister, truckere og andre i bunden af det amerikanske samfund. En velfortalt dokumentarisk beretning hvor ikke mindst de mange store flotte farvebilleder, som udgør mere end halvdelen af bogen, er med til at fortælle historien.”

Det gav en masse respekt og bl.a. udbredelse af bogen på 92 biblioteker, men fortsat intet fast job. Hun manglede en uddannelse i det, hun gerne ville arbejde med. Så i en voksen alder stod hun atter ved en skillevej.

Fremtiden er, hvad man gør den til

”Skal jeg blive telefonsælger eller tage en uddannelse? Dét var valget. Jeg valgte at ryste folkeskolens kedsomhedsskeletter af mig og tage en HF og det var superfedt. Det er noget helt andet at gå i skole som voksen, fordi teorien kan kobles med livserfaring.”

Efter HF var det direkte på Københavns Universitet. Efter fem år blev hun I sommeren 2019 cand.mag. i retorik med tilvalgsfag i Afrika studier.

”Min uddannelse har givet mig en masse fantastiske teorier, jeg bruger i praksis. Og jeg er blevet en bedre skribent, og storyteller af retorikken. I dag arbejder jeg ud fra erfaring, kreativitet, teori og metode. Det har givet en ballast, jeg ikke havde tidligere.”

Rikke Namunyak Marott erkender, at der trods uddannelse og flere succesfulde rådgiversessioner skal arbejdes hårdt for at brænde igennem. Hun har en betydelig tilpasningsevne og er god til hurtigt at sætte sig ind i nye emner og situationer.

”Jeg har netop prøvet kræfter med en række spændende opgaver i sekretariatet for KIB – Kvinder I Bestyrelser, hvor jeg har arbejdet med kommunikation og en workshop i personlig branding og retorik. Som rådgiver for erhvervsledere vil jeg også arbejde med deres performance i offentligheden. I disse tider er det vel, hvad livet drejer sig om: at tage de udfordringer, der byder sig på, og opfinde dem, der endnu ikke eksisterer.”

Læs også:

Få mod til næste karrierespring Hvorfor har kvindelige ledere en tidligere udløbsdato end mænd?

Hun har genopfundet sig selv:
Fra topmodel til akademiker

Resume: Som 44-årig stod Rikke Namunyak Marott ved en skillevej. Hun havde arbejdet som topmodel i London, Cape Town, New York og Los Angeles. Efter år som free-lance journalist, tekstforfatter og forfatter til bogen ”Med Jacob Holdt i Amerika”, måtte hun på skolebænken igen for at tage sit drømmefag retorik på Københavns Universitet. Nu gør hun som rådgiver karriere i kommunikation, NGO-verdenen og politik. ”Jeg har ikke ønske om at blive rollemodel. Men jeg vil gerne vise andre, at livet altid rummer en chance mere,” siger hun.

 Publiceret 30. marts – Af en Executive Magazine reporter

Som 44-årig stod Rikke Namunyak Marott ved en skillevej. Hun havde arbejdet som topmodel i London, Cape Town, New York og Los Angeles. Efter en årrække, hvor hun havde ernæret sig som free-lance journalist, tekstforfatter og forfatter til bogen ”Med Jacob Holdt i Amerika”, måtte hun på skolebænken igen for at tage sit drømmefag retorik på Københavns Universitet. Nu er hun som rådgiver ved at gøre karriere inden for kommunikation med workshops i personlig branding og retorik, opgaver for KIB – Kvinder I Bestyrelser, der er en blanding af en NGO og en kommerciel organisation og politik, hvor hun især fokuserer på taleskrivning og performance, også til erhvervsledere.

Hun har ikke noget ønske om at blive rollemodel. Selv om hun erkender, at det er de færreste, der umiddelbart har mod på at starte helt fra begyndelsen på en HF for at kunne læse på – i dette tilfælde – Københavns Universitet – med medstuderende, der er mindre end halvt så gamle.

”Men jeg vil gerne vise andre, at livet altid har en mulighed mere. At det kan lade sig gøre, hvis man er villig til forandringer. At samle bryde billedet af fortiden og samle puslespillet i et nyt billede af fremtiden,” siger hun.

”Min far er Masai og jeg var fra Ballerup”

Rikke Namunyak Marott havde efter opvækst hos sin danske adoptivfamilie i Ballerup besøgt sin biologiske mor i Jylland og sin biologiske Masai-far og de 2.000 familiemedlemmer i Kenya. Det var ikke første gang, at hun stod ved en skillevej.

Det havde hun også gjort, da hun som 16-årig efter 10. klasse havde fravalgt uddannelse. Hun kedede sig i skolen, og brød sig mest om dansk, historie, engelsk og dramatimerne. Meget af skoletiden gik med at drømme sig væk, ud i verden, hvor hun ville rejse rundt. Hun drømte om at blive model og forfatter, nægtede at tage en uddannelse, og kompromiset blev et år på en kreativ skole i København.

”Det var næsten eksotisk. Jeg kom fra betonbyggeriet i Ballerup. Nu var jeg på Frederiksberg med store luksuriøse huse og to biler i carporten. Men udover den ene gang, hvor Dan Turèll kom gående med hat og sortlakerede negle, så blev det altså for pænt og kedeligt for mig. Jeg var vant ”betonjunglen” og der var altid drama, blokkrige, fælleskab, vandkampe, gang i den, og alle kæftede op, også kvinderne”.

Efter den kreative skole, som hun elskede, begyndte hun at arbejde på den lukkede afdeling på et psykiatrisk hospital i Ballerup. Her lærte hun at stole på sit instinkt.

”Det var i firserne, og nogle af afdelingerne var som taget ud af filmen ”Gøgereden”. Mange af beboerne var fejlmedicinerede. Nogle var voldlige – der var alarmknapper overalt. Andre sad apatiske og fastspændte til deres stol eller lå i deres seng hele dagen. Jeg begyndte i rengøringen og skiftede derefter over til plejen. Jeg elskede patienterne og rendte i starten rundt som en anden lille hippie uden handsker og nogle gange på bare tæer.”

Hun blev både slået og taget kvælertag på af de psykiatriske patienter. Det gjorde alle. Det var her, hun udviklede en bedre intuition. Kun sådan kunne man undgå vold: ved at aflæse patienterne og situationen.

”Uretfærdigt: Farvede modeller burde være synlige”

Som 19-årig startede hun som model hos Elite models og efterfølgende Unique Models. Hun havde som teenager opdaget, at farvede modeller var næsten ikke-eksisterende i modebranchen. Det skulle der laves om på.

”Det var uretfærdigt, at farvede modeller var næsten ikke eksisterende i modebranchen. Det var jeg med til at ændre,” fortæller den tidligere topmodel Rikke Namunyak Marott.

”Det var uretfærdigt. Jeg gik efter jobbene og fik dem som regel. Engang i London måtte jeg ikke gå til en casting, fordi kunden kun ville se hvide modeller. Jeg tog derover alligevel. Der sad tyve hvide modeller, men jeg fik jobbet. Det lærte mig noget om, at vilkår ikke skal være en sovepude, en undskyldning. Og noget om at lette rumpen og få tingene gjort.”

Kort tid efter blev hun den første farvede model på forsiden af et af datidens store modemagasiner. Hun sagde insisterende til redaktøren, at hun ville have forsideplacering ligesom de hvide modeller. Den fik hun. Og dét betød noget.

”Ikke kun for mig. År efter mødte jeg unge, farvede modeller, der huskede det og lod sig inspirere. Vildest var det i Sydafrika lige efter apartheid. Der arbejdede jeg for kunder, der reelt ikke ville bruge ikke-hvide modeller. De bookede mig, fordi jeg var så lyshudet. Jeg var ligeglad, så længe de bookede nogen, der var farvet. Jeg vidste, at der ville komme nogen efter mig og det ville gøre det lettere for dem. Det var en fed fornemmelse”.

På roadtrip hos Ku Klux Klan med ”Amerikanske Billeder”

 Næste skillevej kom som 35-årig. Hun havde ikke lyst til at være model længere og tog på roadtrip gennem USA med fotografen Jacob Holdt, internationalt berømt for sin bog ”Amerikanske Billeder”. Hun havde mødt ham til et foredrag, da hun var 13 år og besluttet, at ham ville hun en dag rejse med. Det blev en vild tur gennem Amerikas fattigste og mest racistiske ghettoer. De besøgte nazister og KU Klux Klan i Indiana, morderiske rednecks i Louisiana, og de fattige sorte familier, Holdt havde portrætteret i sin berømte bog. De var væk en måned og boede i bilen, der blev parkeret i udsatte områder næsten hver nat.

 ”Jeg var bange, utryg, og det var farligt, men jeg ville det. Jeg ville undersøge racisme, og hvordan den opstod. Se racisterne i øjnene”.

Nysgerrigheden overvandt frygten, og der var mange smukke og rørende øjeblikke på turen. F.eks. da Amerikas største KKK-leder, en kvinde, skrev: you are beautiful” under sin adresse i Rikkes notesbog. Hun hed Pamela Berry og var leder af den største og mest farlige KKK-gruppe i USA. Pamela Berry kom fra en baggrund med incest, vold, sult og svigt. Dér næres racismen.

Fattige hvide har intet selvværd, og det at føle sig bedre end ”de sorte” giver dem et sammenhold og en følelse af at være noget. Som Pamela Berry sagde: ”Er du klar over, hvor meget opmærksomhed, vi får, når vi trækker i de lagner”.

Da Rikke kom hjem, skrev hun nogle store artikler om USA-turen i Politiken. Det blev startskuddet til mange freelance opgaver og en del foredrag gennem bookingbureauer, men det var svært at leve af. Hun fik udgivet sin bog ”Med Jacob Holdt i Amerika” hos forlaget Lindhardt og Ringhof.

Bogen ”Med Jacob Holdt i Amerika” fik fine anmeldelser og findes i dag på mange af landets biblioteker.

Anmeldelserne og også lektørudtalelsen var rosende: ”Med sin mørke hud får hun virkelig prøvet grænser af i mødet med både Ku Klux Klan, nazister, truckere og andre i bunden af det amerikanske samfund. En velfortalt dokumentarisk beretning hvor ikke mindst de mange store flotte farvebilleder, som udgør mere end halvdelen af bogen, er med til at fortælle historien.”

Det gav en masse respekt og bl.a. udbredelse af bogen på 92 biblioteker, men fortsat intet fast job. Hun manglede en uddannelse i det, hun gerne ville arbejde med. Så i en voksen alder stod hun atter ved en skillevej.

Fremtiden er, hvad man gør den til

”Skal jeg blive telefonsælger eller tage en uddannelse? Dét var valget. Jeg valgte at ryste folkeskolens kedsomhedsskeletter af mig og tage en HF og det var superfedt. Det er noget helt andet at gå i skole som voksen, fordi teorien kan kobles med livserfaring.”

Efter HF var det direkte på Københavns Universitet. Efter fem år blev hun I sommeren 2019 cand.mag. i retorik med tilvalgsfag i Afrika studier.

”Min uddannelse har givet mig en masse fantastiske teorier, jeg bruger i praksis. Og jeg er blevet en bedre skribent, og storyteller af retorikken. I dag arbejder jeg ud fra erfaring, kreativitet, teori og metode. Det har givet en ballast, jeg ikke havde tidligere.”

Rikke Namunyak Marott erkender, at der trods uddannelse og flere succesfulde rådgiversessioner skal arbejdes hårdt for at brænde igennem. Hun har en betydelig tilpasningsevne og er god til hurtigt at sætte sig ind i nye emner og situationer.

”Jeg har netop prøvet kræfter med en række spændende opgaver i sekretariatet for KIB – Kvinder I Bestyrelser, hvor jeg har arbejdet med kommunikation og en workshop i personlig branding og retorik. Som rådgiver for erhvervsledere vil jeg også arbejde med deres performance i offentligheden. I disse tider er det vel, hvad livet drejer sig om: at tage de udfordringer, der byder sig på, og opfinde dem, der endnu ikke eksisterer.”

Læs også:

Få mod til næste karrierespring

Hvorfor har kvindelige ledere en tidligere udløbsdato end mænd?