
Resumé: Sandy Brinck er blandt KIBs rådgivere med speciale i politiske spil – ikke mindst dem, der foregår i virksomheder. I sin debutbog ”En fremmed i mit spejl” bruger hun imidlertid bl.a. sine seks år som medlem af Folketinget. Her fortæller hun, hvorledes ens identitet kan overtages af omstændighederne og af de billeder, medierne skaber af politikere og erhvervsledere. ”I nogle parforhold kan man også udsættes for ’identitetstyveri’, når ens partner overskygger en i omverdenen” konstaterer hun. En ny bog om politiske spil vil bl.a. basere sig på erfaringer fra Folketinget, erhvervslivet og en serie workshops hos Kvinder I Bestyrelser.
Publiceret 29. november 2020 – Af Peter Horn – webredaktør: Lucas Kanno Kastberg
I en kendt formiddagsavis blev hun fremhævet som ”Lykketofts barske prinsesse” i Socialdemokratiet med Kong Lykketoft i baggrunden. ”Men ikke kronprinsesse,” understreger Sandy Brinck, der forlod Folketinget med øjeblikkelig virkning i 2007 i utilfredshed med ledelsesstilen – efter at have været bl.a. retspolitisk ordfører. Siden har hun som cand. scient. pol. i mere end 13 år gjort karriere i organisationer og i det private erhvervsliv. Nu er hun debuterende forfatter med bogen ”En fremmed i mit spejl”, der handler om identitetstyveri ”og er i den socialrealistiske genre”. Sandy Brinck er kendt af mange af medlemmerne i KIB-Kvinder I Bestyrelser som leder af workshops og KIBs rådgiver i ”Politiske spil”. Det venter hun, at der kommer en bog om i det kommende år.
Tilbage til ”En fremmed i mit spejl”. Byens Forlag skriver i sin foromtale:
”Lotte Jensen er medlem af
Folketinget, da hun får stjålet sin identitet. En ulovligt parkeret Honda, en
markise og ligegyldige kommentarer på madlavningsblogs om kaffe i kageglasur
har derfor intet med Lotte at gøre. Da rygterne spredes på Borgen som løbeild,
og medierne ligeledes sår tvivl om Lottes karakter, begynder hendes selvbillede
langsomt at krakelere. Kan hun stadig være politikeren Lotte Jensen, når de
omgivelser, der altid har bekræftet hende i sin identitet, ikke længere er et
fast holdepunkt?
En fremmed i
mit spejl handler om det
vekselvirkende forhold mellem identitet, privatliv og dét at være en offentlig
personlighed. Hvordan medierne, personlig branding, det flygtige og det
virtuelle hele tiden kan ændre i fortællingen om vores identitet – både den, vi
fortæller andre, og den, vi fortæller os selv.”
Identitetstyveriet nedbryder
branding
”Nok handler historien om
identitetskriser, som vi alle kommer i, men Lotte Jensens hverv som politiker
gør også, at der er en offentlig identitet, som pressen i høj grad skaber. I
historien oplever vi flere gange sammen med Lotte, at identitetstyveriet
forværres væsentlig ved at nedbryde den branding, hun har brugt utallige år på
at opbygge som et troværdigt menneske,” siger Sandy Brinck. Hun refererer til
et uddrag fra bogen:
”Pegefingeren stivner på iPad’en. Hun har netop gjort sig klar til at sove og tager sig bare lige en sidste tur på nyhedsmedierne. ”Politiker køber uden at betale”. Billedet er taget i fugleperspektiv ned over hendes terrasse, hvor markisen ligger. I en cirkel er der zoomet ind på markisen. (…).
Mekanisk rækker hun ud efter telefonen, finder nummeret på redaktionen på sitet, taster og venter. Alt står stille: Luften i rummet cirkulerer ikke, tankerne i hovedet står i kø og kan ikke komme hverken frem eller tilbage, vejrtrækningen er tvunget frem i stød, hvor næseborene arbejder – klap sammen – spile ud – graver luft ind til den biologiske maskine, der skal holde hende levende.
Hendes opkald bliver besvaret: ”Ekstra Bladet, det er redaktionen”. Hun kan høre på stemmen, at manden er ung – lys og uden autoritet – næsten forskrækket over, at telefonen faktisk ringer. ”Lotte Jensen, jeg ringer vedrørende jeres artikel om mig, hvor I IKKE har fundet det betimeligt at få min udtalelse – min side af historien – det troede jeg ellers …”.
Hersketeknikker fra
politiske spil
Sandy
Brinck siger, at ”i Lotte Jensens hverdag har jeg også flette nogle af de
hersketeknikker, som som ethvert politisk spil indeholder. Når jeg hos KIB har
workshops om det politiske spil i kommercielle organisationer, er der stor
genkendelse i forskellige måder, hvor man kan blive gjort ligegyldig, usynlig
eller latterlig.”
Fra bogen – ledelsesmøde i Statsministeriet:
”Lotte er vant til, at Jens Nørregård ignorerer hende. Uden at hun helt ved, om det er bevidst. Det er dog ganske klart, at han ikke er lige så stor fan af hende som statsministeren – hun spørger for meget, ønsker argumenter, hvilket han uden omsvøb opfatter som misbilligelse af hans ord som fakta. Han kan indlede et svar på hendes spørgsmål med ”Jamen, når nu Lotte så gerne vil vide det …”, og så følger en manuduktion. Hun er ikke som Steen Kolstrup – én af Jens Nørregårds faste disciple i gruppen – der deltager i en studiekreds af særligt inviterede til møder, hvor Jens Nørregård forelæser eller har inviteret en af sine meningsfæller fra forskningsverdenen til at bekræfte hans visdom.”
Forfatteren: ”På mange måder er historien om Lotte en historie om en ambitiøs kvinde, der kunne have været leder i så mange forskellige sammenhænge. Det, hun oplever, er kun i nogen grad afhængig af positionen som politiker, mens store dele er helt almindelig politisk spil om magt i en organisation og hvor en magtposition bliver definerende for hovedpersonens identitet.”
Sandy Brinck siger, at ”man i parforhold også kan opleve ’identitetstyveri’, når den ene part overskygger den anden på grund af position, job, fremtoning og i sidste ende dominans. ”Det kan være ekstra svært, hvis omgangskredsen er en forlængelse af jobbet. Således eksempelvis en politiker, der udelukkende har en politisk sammensat omgangskreds. Det har jeg heldigvis altid undgået, men min omgangskreds er ikke helt sluppet for den politiske tilgang, hvor man i reglen skal runde et emne af med en konkluderende slutning”.
Bogen er på ingen måde selvbiografisk, men dele af den baserer sig på egne oplevelser og erfaringer på bl.a. Christiansborg.
”Når man er en offentlig person, hvad enten det er i politik eller erhvervslivet, kan man ikke udelukkende kommunikere direkte med sine vælgere eller kunder. Det sker ofte gennem de etablerede medier og det er ofte dem, der bestemmer over ens brand og troværdighed. De skaber de billeder, som opstår i offentligheden. Lige så vel, som de kan give én et stærkt brand, kan de også være årsag til, at man bliver ignoreret. Bogens egentlige rolle er således at give anledning til refleksion over, hvad man i grunden står for og hvad man er.”

Særlig webinar for KIB-medlemmer 21. Januar 2021
Sandy Brinck vil for medlemmer af KIB-Kvinder I Bestyrelser og deres gæster holde et særligt webinar på Teams om bogen og dens tema. Webinaret er gratis .- sponseret af KIB – og holdes kl. 16-17,torsdag 21. Januar 2021. Ønsker du at deltage, kan du tilmelde dig her: kib@kvinderibestyrelser.dk . Mail navn, e-mailadresse, Mobil, stilling og virksomhed. Du får herefter en invitation (forbehold for plads). Tilmelding seneste torsdag 7. januar. Mere om KIB på www.kvinderibestyrelser.dk .
Læs mere om bogen: En fremmed i mit spejl | Sandy Brinck | Byens Forlag