Søstre opfylder fælles drøm om skounivers i Gilleleje

Resumé – I foråret 2019 tog søstrene Sarah og Marie Lange springet som selvstændige med virksomheden Solemarket. En multibrand store i Gilleleje, der med skoen i centrum inspirerer og guider sine kunder til et bæredygtigt og smart kvalitetsdesign. ”Vi vil gøre op med smid-væk-kulturen og bidrage til en bæredygtig branche med brands, der har tradition for kvalitet og produktion i Europa,” fortæller Sarah Lange, der netop har fået advisory board fra KIB Executive & Boards.

Publiceret 26. december 2019

Af Anne Christine Jensen

I flere år havde søstrene Sarah og Maria Lange talt om at samle deres kompetencer i salg, ledelse og marketing om passionen for design, kvalitet og natur. De manglede blot det rette koncept. Da ejeren af en skobutik midt i nordsjællandske Gilleleje gik på pension i 2018, fik de endelig et mål for deres drøm om at skabe en virksomhed sammen ved at overtage og modernisere butikken og dens koncept.

Med en far, der har været skodistributør, har Sarah og Marie Lange fået sko, såler og skobehandling i blodet. De har begge arbejdet i branchen. Marie Lange som butikschef, og Sarah Lange som salgsassistent– siden har hun været content manager og fotograf. Det lå derfor i kortene at overtage butikken på Vesterbrogade og skabe deres eget univers, Solemarket, en mulitbrand store, med fodtøj som udgangspunkt.

”Vi er vokset op i en familie, hvor kvalitet, design og funktionalitet går hånd i hånd, og hvor udendørsaktiviteter har stor værdi. Naturen er en stor inspirationskilde for os. I Gilleleje har du kysten på den ene side og skoven på den anden. Solemarket er et inspirerende univers med solide og klassiske produkter, der kan bruges til byture, men som også kan holde til regn og blæst. Vi vil væk fra køb-og-smid-væk-kulturen og guide vores kunder til at købe sko og tøj, som kan holde i flere år,” fortæller Sarah Lange.

Bæredygtigt design på tværs af alder og køn
Søstrene gør meget ud af at præsentere de forskellige brands, så de henvender sig til mænd og kvinder i forskellige aldre. Både i butikken og online på webshoppen www.solemarket.dk .

”De sko og de produkter, vi sælger, er ikke defineret af alder eller køn. Vi vil gerne vise, at klassiske produkter kan stå alene,” siger Sarah Lange.

”For at fremme en bæredygtig fremtid har vi øje for brands med tradition for kvalitet og med produktion i Europa. Som for eksempel danske Angulus, tyske Birkenstock, det franske mærke Aigle og Wonders fra Spanien.”

Nærvær og inspiration er vejen til succes
Udover at være vokset op med sko har søstrene stærke kompetencer i opstart af virksomheden.

”Marie tager sig af butiksledelse og er passioneret om indretning og skopleje, og hvordan vi skaber den bedste kundeoplevelse i butikken. Jeg har ansvar for administration, marketing og webshop og kan som freelancer fotograf stå for visuelt indhold til hjemmesiden og sociale medier,” fortæller Sarah Lange, der har en bachelor i E-concept Development fra Københavns Erhvervsakademi.

”Vi arbejder begge i butikken. Der er vigtigt at have denne kontakt og give kunderne den rette kundeoplevelse og vejledning. Samtidig kan vi finde ud af, om der er varer, kunderne savner i sortimentet. På den måde kan vi styrke kundegrundlaget,” fortæller Sarah Lange, der er tilfreds med første års omsætning.

”Da vi overtog butikken, var facaden dækket af stillads. Der var byggestøj de første tre måneder. Fire uger efter vores åbningsdag havde vi en vandskade i lageret og mistede en tredjedel af vores lager. Men trods en hård start er vi tæt på vores må. Det er jeg stolt over.”

Med en placering i det danske sommerhusland er handelslivet i Gilleleje præget af højsæson med turisme og stille perioder med et befolkningstal på ca. 7.000. Der er 41.000 indbyggere i Gribskov Kommune.

Undgå familiesplid med en advokat og en detaljeret kontrakt
Marie og Sarah Lange har en ejerfordeling på 20/80.

” Vi tilfører forskellige kompetencer til virksomheden. Marie er butiksansvarlig, og jeg har det administrative ansvar. MIn risikobinding er større og jeg har bundet flere penge i virksomheden,” fortæller Sarah Lange. Hun giver følgende råd til kommende familieejede virksomheder:

”Hyr en advokat til udarbejdelse af ejerkontrakten og sørg for, at den er detaljeret. Selv om det er svært at tale om, er det vigtigt at få skrevet ind i kontrakten, hvad der sker, hvis f.eks. én vil ud af samarbejdet eller hvis der er misligholdelse.”

Advisory board kommer som en gave
Som en lille vækstvirksomhed kan det være udfordrende at stå for både drift og strategisk planlægning. Derfor kan et advisory board tilføre stor værdi.

”Ud fra vores forskellige kompetencer og vores netværk har vi mange ressourcer in-house, men vi savner professionel sparring til strategisk planlægning af markedsføring og en indspark til forretningsplanen. Derfor har vi søgt om at få et advisory board af kvindelige ledere fra KIB – Executive & Boards,” siger Sarah Lange.

”At kunne trække på andres erfaringer og faglige viden er som at få en gave. Vi glæder os til rådgivning om indkøb af sortiment, om hvordan vi bliver skarpere på vores kommunikation og får planlagt og gennemført vores mål. I 2020 vil vi gerne udgive to årlige digitale magasiner og producere mere videoindhold til hjemmeside og sociale medier. Vi vil også gerne have vejledning i, hvornår vi skal stå fast i vores visioner og tro på, at vi er på rette vej, og hvornår vi bør ændre kurs.”

Marie og Sarah Lange blev anbefalet at tage kontakt til KIB- Executive & Boards af Susan Moser, der gennem sin virksomhed Moser & Moser har et advisory board fra KIB. Organisationen har for mål at fremme kvindelige ledere i ledelse og bestyrelser for at udnytte samfundets ressourcer optimalt og samtidig skabe vækst i danske opstartsvirksomheder.

Læs mere: www.Solemarket.dk



Be the first to comment

Leave a Reply

Your email address will not be published.


*