Susanne Hoeck: Det har jeg aldrig prøvet før – så det klarer jeg helt sikkert

Publiceret 28. januar 2020

ARBEJDSMARKED/PERSONLIG UDVIKLING

af Peter Horn og Gitte Maya Elsing 

Resumé – Om få dage står hun for syvende gang på scenen med HKH Kronprinsesse Mary til Women’s Board Award og præsenterer nogle af landets mest kendte erhvervspersoner. Susanne Hoeck har samlet i hundredevis af kvinder om frihed, lighed og søsterskab. Nu er hun på vej til Japan, headhuntet af den Olympiske Komité med ansvar for give de internationale medier en optimal oplevelse af De Olympiske Lege til sommer. ”Jeg kan ikke sproget eller har et dybere kendskab til kulturen. Men et smil virker altid, ” siger hun. Som bestyrelsesmedlem i et rederi plæderer hun for ”at skabe en god stemning i bestyrelsen”.

Hun  mangler det røde hår, fletningerne og fregnerne – og påklædningen er nok lidt mere gennemført. Men ellers står Susanne Hoeck  til at blive kåret som alle tiders Pippi Langstrømpe – den svenske forfatter Astrid Lindgrens rollemodel for millioner af kvinder i alle aldre – for at kaste sig ud i alt det, der aldrig er prøvet før. Det sker med en århusiansk uimponerethed og naiv begejstring, der nok mere dækker over, at det nok skal lykkes – det er endnu ikke gået galt. Indstillingen dækker også over et særdeles demokratisk og rummeligt menneskesyn. Den ene dag kan hun – som tilfældet er fredag 31. januar ved overrækkelsen af  Women’s Board Award – tage mod HKH Kronprinsesse Mary . Den næste kan hun stå ved et forblæst gadehjørne og tale lige så interesseret med en hjemløs sælger af “Hus Forbi” .

KRONPRINSESSE MARY (YDERST TV) og SUSANNE HOECK (YDERST TH) TIL PRISOVERRÆKKELSE VED WOMEN’S BOARD AWARD 2019.

”Det vakte lidt opmærksomhed, da jeg det første år kom til at sige ”du” til Kronprinsessen. Men det er nok fordi det falder mig naturligt at møde alle mennesker i øjenhøjde. Ikke et udtryk for mangel på hverken pli eller respekt, ” konstaterer Susanne Hoeck.

”Det vakte lidt opmærksomhed, da jeg kom til at sige ”du” til Kronprinsessen. Men det er nok fordi, det falder mig naturligt at møde alle mennesker i øjenhøjde.”

Fokus på kvinder

Susanne Hoeck interesserer sig med sin journalistiske baggrund for mennesker i alle afskygninger, størrelser og aldre. Men især kvinder og kvinders muligheder har gennem en længere årrække haft hendes bevågenhed. Helt konkret ved at etablere og drive ledernetværket WOW – Women On Their Way – senere fusioneret med Exenet, fra 2005 til 2014, der samlede kvinder om professionalisering og karriere.

I 2013 gik hun sammen med nordmanden Gunnar Eckbo og hans Styreinfo.no  om at arrangere Gabrielsen Prisen, inspireret af ministeren bag den norske kvotelov, i Danmark, nu under navnet Women’s Board Award, hvor en jury udnævner årets kvindelige bestyrelsesmedlem med formandspotentiale. Det er siden blevet en perlerække af nogle af de mest fremtrædende danske erhvervskvinder, herunder Eva Berneke, Merete Eldrup, Lene Skole og Marianne Kierkegaard.

Vi har lagt os i selen for at undgå ”the usual suspects”. Og det har vist sig, at der er langt flere kvalificerede kvinder, end vi havde forventet.”

”Vi har lagt os i selen for at undgå ”the usual suspects”. Og det har vist sig, at der er langt flere kvalificerede kvinder, end vi havde forventet. Det kræver en målrettet indsats at bidrage til den pipeline, der bør være for både kvinder og mænd,” siger Susanne Hoeck.

Lederpost for sejlsport ved De Olympiske Lege i Tokyo

KRONPRINS FREDERIK HAVDE TILSYNELADENDE ET GODT ØJE TIL SUSANNE HOECK UNDER VERDENSMESTERSKABERNE I AARHUS i 2018.

“Jeg er bedre til at udvikle end til at vedligeholde,” konstaterer hun. Det er ikke mindst baggrunden for, at hun efter verdensmesterskaberne i kapsejlads i 2018 i med 350 sejlere fra 50 lande blev headhuntet til rollen som  Venue Media and Photo Manager for  The Tokyo Organising Committee of the Olympic and Paralympic Games. Hun er ansat af CEO Toshiro Muto, den tidligere generaldirektør for Sports- og Ungdomsdepartementet i Ministeriet for Undervisning, Kultur, Sport, Videnskab og Teknologi.  En ansættelse med en række Skype interviews og en omfattende referenceramme, hvor hver en sten blev vendt.

GENERALPRØVEN PÅ OL I JAPAN SKETE UNDER EN TSUNAMI.

”Vi er et team af managere af for hver olympisk disiciplin. Når man har vovet at hente en ekstern ind, er det fordi sejlsporten anses som den mest komplicerede sportsgren. Sejladser kan ikke afvikles som atletik eller bordtennis, hvor der ikke er alle de ubekendte faktorer som vind og vejr, som vælter alle de fine og velforberedte planer.  Mit primære område er den internationale presse, som hele tiden skal sikres de optimale betingelser ift. at dække begivenheden og deltage i de forskellige ceremonier. Jeg er den eneste udlænding i det samlede team, som tæller omkring 600 på mit venue i Enoshima en time fra Tokyo.”

DER SKAL ARBEJDES HÅRDT FOR AT FINDE DE BEDSTE KAMERAVINKLER FOR FOTOGRAFERNE SOM FORBEREDELSE TIL OL I JAPAN.

Susanne Hoeck er bevidst om mulighederne i at skabe sig et helt nyt og spændende kontaktnet til det meste af verden. Udfordringerne er kommunikation på langdistance, en tidsforskelpå syv timer, kulturelle forskelle og sprogbarrierer. Og ikke mindst en helt anden ledelsesstil end den skandinaviske model.

Mit japanske er i bedste fald meget mangelfuldt og lad mig sige det sådan, at ikke alt engelsk i japansk udtale er lige let at forstå.”

”Vi har haft generalprøve på OL, og jeg vidste, hvad jeg gik ind til. Men der er forskel på den direkte, skandinaviske kultur og den japanske, hvor man stort set altid nikker og siger ja, fordi alt andet er uhøfligt. Og et er svært at forklare, at vi ikke kan løfte opgaven forsvarligt, med mindre alle tager ansvar og også tør tage beslutninger, når vinden i bogstaveligste forstand vender. Sproget er også en udfordring. Jeg hverken forstår eller taler japansk, og når der bliver nikket ’hai’, og man tror den engelske kommunikation er forstået, og det viser sig, at ’hai’ mere er et udtryk for, at man lytter, så lærer man andre måde kommunikere på. Og så virker et smil og begejstring altid. Det bryder isen og skaber følgeskab. Og vi har et fælles mål, noget vi gerne vil sammen – og tillid og respekt skal være gensidig. Til sommer har jeg otte uger til at vise, at jeg mestrer opgaven,” siger Susanne Hoeck.

Et flyvsk arbejdsliv

Hun har arbejdet som journalist, chefredaktør, PR-rådgiver, været relationschef hos Lederne, hvor hun blev udstyret med et partoutkort til daglig flyvning mellem Aarhus og København – ”det sled lidt” – været chef- og ledelseskonsulent hos DJØF og udviklingschef på Club La Santa på Lanzarote. Oveni er kommet et par bestyrelsesposter i henholdsvis PAM Fonden som næstformand og bestyrelsesmedlem i Peter Madsens Rederi i Silkeborg. I dag er hun moderator på lederkonferencer blandt andet hos Lederne, chefredaktør på et business og eventmagasin og ansvarlig for Women’s Board Award.

”Den røde tråd er udvikling og kommunikation – hvor ledelse jo i den grad også er en kommunikationsopgave. Jeg er fortsat tæt på journalistikken og var i et par år også redaktør hos Aller Media på Karrieremagasinet CV, der navnlig henvendte sig til kvinder med karriereambitioner. Vi blev desværre lagt ned af finanskrisen, da vores segment var relativt smalt i et land som Danmark, men interessen for stofområdeter ikke blevet mindre,” siger Susanne Hoeck. Hun har desuden blogget på Berlingske Business samt Århus Stiftstidende og været kommentator på TV2 Østjylland.

Illustrationer: Privatfotos, Women’s Board Award



Be the first to comment

Leave a Reply

Your email address will not be published.


*