
Resumé: Iværksætteren Kate Maria Vinther vil med sin nýe virksomhed Lagertha få flere kvinder til at blive iværksættere – i samspil med 19 store virksomheder, herunder Mærsk Twill.
Kvinder i Danmark er kendt for at være selvstændige og bedre uddannet end nogensinde. Alligevel falder andelen af kvindelige iværksættere i Danmark; 25 procent af danske virksomheder blev i 2017 startet af kvinder, og lige for øjeblikket er danske kvinders entreprenøraktiviteter blandt de laveste i OECD-landene med 4,2 procent mod et gennemsnittet på 9,2 procent. Af venture kapital får kvindelige iværksættere pt. adgang til 1,3 procent.
CEOs fra 19 store, danske virksomheder – herunder Mærsk, AP Pension og Vestas – har med den nu tidligere ligestillingsminister Mogens Jensen i juni 2020 underskrevet et charter, hvori de vil arbejde for større diversitet, lige muligheder og inkludering af kvindelige iværksættere.
Mangler større virksomhedsengagement
Den nystartede virksomhed Lagertha, opkaldt efter den legendariske kvindelige vikingehersker, vil gå efter at få flere kvindelige iværksættere i Danmark.
Virksomhederne skal ifølge direktøren og stifteren af Lagertha, Kate Maria Vinther, gå fra snak og underskrifter til reel handling, hvis der skal ske en kulturel forandring.
“Vi mangler et større virksomhedsengagement i Danmark for kvindelige iværksættere fra de største spillere på markedet. Jeg har selv startet flere virksomheder og har konstateret, at kvinder ikke kaster sig over de traditionelt maskuline fag som f.eks. shipping, tech, transport, biler og bygge- og anlægsvirksomheder,” siger Kate Marie Vinther.
“Kvinder går typisk i gang med de mere bløde virksomheder indenfor sundhed og undervisning. Det kan ikke være rigtigt. Derfor har jeg stiftet Lagertha, et inkubator-program, der sigter på at involvere især de 19 virksomheder, der har underskrevet chartret,” siger Kate Maria Vinther.
Inspiration fra store virksomheder
Lagertha vil få inspiration fra de 19 firmaer til de danske, kvindelige iværksættere, der vil starte egen virksomhed i de mere traditionelle maskuline fag. Lagertha er et skræddersyet inkubatorprogram med fokus på at hjælpe kvinder med at frigøre deres potentiale og føre deres idéer ud i verden.
“Ideen er, at kvinder, der drømmer om at blive iværksættere, melder sig til programmet. Herefter sørger vi for, de møder CEOs og rollemodeller til inspiration og hjælper dem til, hvordan de overvinder de barrierer, som står i vejen for drømmen. Vi vil gerne have engageret virksomheder i de traditionelt maskuline fag, så de kan hjælpe kvinder med at komme i gang indenfor de områder,” beretter Kate Maria Vinther.
Kate Maria Vinthers skabte sin første designforretning, da hun var 24 år. Siden har hun lanceret andre virksomheder og bl.a. arbejdet med forretnings- og organisationsudvikling, hvor fokus har været på værdi, formål og bæredygtighed. Læs også interview i linket til Information nedenfor.
“Lagertha er et inkubator-program for kvinder, der matches med rollemodeller og CEOs. Alle firmaer får de bedste resultater ved at have strategiske partnerskaber og teams, der forstår styrken ved diversitet,” siger Kate Martia Vinther.
Glæder sig til at være en del af samarbejdet
Lagertha har lavet en aftale med Anne-Sophie Zerlang Karlsen, adm direktør i Twill by Maersk, og ser frem til samarbejdet og den inspiration, det skal give kvindelige, danske iværksættere.
“Jeg glæder mig til at være en del af Lagerthas mission om at give flere kvinder mod på at starte deres egne virksomheder – måske især indenfor de maskuline fag. Det er i min optik et meget vigtigt emne, både for den generelle danske ligestilling, og for den danske økonomi” siger Anne-Sophie Zerlang Karlsen, international chef i Maersk Twill.
Vil samle 30 virksomheder
“Vi har en målsætning om, at vi allerede inden udgangen af året har samlet 30 virksomheder herunder de 19, der har underskrevet chartret. Med Lagertha kan vi skabe investeringsmuligheder for virksomhederne og inspiration til kvinder. Vi kan som samfund kun vinde ved at engagere flere kvinder. Kvinder bidrager i dag ufrivilligt mindre til samfundsøkonomien end mænd. I 2013 lavede Økonomisk Råd en analyse, der viste at en kvinde koster samfundet 0,6 mio. DKK, mens en mand bidrager med 1,6 mio. DKK i løbet af et liv,” opsummerer Kate Maria Vinther.
Læs mere:
http://presscloud.com/csp/vocast/l.csp?A=333132193676137&B=559875
Eksfange vil skabe et uddannelsesfængsel | Information
Charter:
http://presscloud.com/csp/vocast/l.csp?A=333132193676137&B=559876