
”De ansatte skal have de bæredygtige briller på, så de kan se forretningsmulighederne i bæredygtighed,” konstaterer søstrene Mia og Gabriela Negru fra 2030. Builders.
To unge akademikere fra en fjerntliggende landsby i Rumænien, Mia og Gabriela Negru, har i deres Københavnerbaserede firma ”2030.Builders” udviklet en it-baseret ledelsesløsning for forståelse og gennemførelse af FNs verdensmål. Det kan få danske virksomheder helt frem over målstregen, når det drejer sig om bæredygtighed. En af 2030.Builders ambitioner er at få verdensmålene i øjenhøjde med virksomhedernes medarbejdere. ”Det kommer virksomhederne til gode brandingmæssigt og økonomisk og er med til at styrke Millennial-generationens medarbejderengagement,” siger de to søstre.
Publiceret 22. marts – af Rikke Namunyak Marott
Med et nyt it-baseret ledelsesspil kan danske virksomheder udvikle en strategi for alle verdensmål og efterfølgende realisere planen. Opfindelsen er skabt og udviklingen gennemført af to søstre fra den fjerntliggende landsby Husi i Rumænien, der med hjælp fra Copenhagen School of Entrepreneurship har etableret virksomheden 2030.Builders i København.
Mia og Gabriela Negru, der er kandidater i henholdsvis International Business and Politics og Social Entrepreneurship and Management, kom til Danmark i 2011 for at studere og for at realisere deres drøm om at arbejde med de Verdensmål, herunder bæredygtighed, som samtlige 193 FN-medlemslande vil nå inden 2030. Søstrene grundlagde virksomheden ”2030. Builders” i 2018, og de er efter et par års udvikling nu klar til at markedsføre deres ledelsesværktøj, der hører til i it-katagorien gamification, hvor man ved at besvare spørgsmål om de af verdensmålene, der berører den enkelte virksomhed udvikler en strategi og efterfølgende dens gennemførelse. En fordel ved det digitale værktøj er, at man kan arbejde med det overalt, også under Coronaviruskrisen, hvor mange ansatte arbejder hjemmefra.
Fremmer de kreative proces og fællesskabet
Virksomhedens IT-løsning er opbygget som et computerspil. Gamificationen er en del af det digitale værktøj til læring, fordi den er familiær, fremmer den kreative proces og fællesskab. Netop samskabelse er centralt i konceptet.

”Det er vigtigt, at alle medarbejdere i en virksomhed forstår verdensmålene i sammenhæng med virksomhedens produkter eller ydelser og kollegaerne. Nogle medarbejdere synes måske, at verdensmålene kan virke lidt abstrakte. Det er vores ambition at gøre dem så konkrete, at den enkelte medarbejder ved præcis, hvad der skal gøres, hvornår og hvordan,” siger Mia Negru.
Derfor udvikler 2030.Builders skræddersyede forløb, hvor de implementerer en bæredygtig forretningsstrategi, som er afpasset den enkelte virksomheds formål, mission og vision. Virksomheden og de ansatte skal kunne identificere sig med de bæredygtige tiltag.
”Medarbejdernes engagement og viden om bæredygtighed skal styrkes. Dette gøres eksempelvis gennem praktiske strategisessioner, hvor medarbejderne lærer at sammenkæde megatrends med lokale tiltag, og om hvordan man udvikler globale udfordringer til forretningsmuligheder,” siger Mia Negru.
Cases om Velux og København Zoo
Det danske selskab Velux,grundlagt I 1941, er specialiseret I fremstilling af vinduer og skylights. Virksomheden har 9.500 medarbejdere og produkterne er solgt i 40 lande.
2030.Builders mødtes med Veluxs Digital Business Development team , som fremhævede virksomhedens mål om at knytte de bæredygtige mål (SDG) med deres forretning og den fremtidige strategi.
Efter at have fået indsigt i virksomheden gennem en co-creation proces, besluttede teamet at den vigtigste miljøbelastning var co2 emissioner. Selv om størstedelen af arbejdet på Velux udføres digitalt kan et digitalt team fortsat forurene. Det kan henføres til de servere, der anvendes til digitale aktiviteter og opbevaring af information.
Hertil kommer co2 emissioner fra rejseaktiviteter og koordinering med andre teams på verdensplan. Disse faktorer var stærke indikatorer på at Verdensmål nr. 13 om klimaforandringer ville få hovedrollen i Velux’ handlingsplan.
Den endelige løsning, som Velux besluttede sig for, var internt brug af en co2 kalkulator. Den vil undersøge alle selskabets aktiviteter og registrere alle udledninger. PÅ den måde kan Veluxultimativt kvalificere sin miljøbelastning og efter at have afvejet forskellige muligheder besluttede de sig for denne som den mest succesfulde i stor skala.
Gamification er blevet modtaget med begejstring: HR chef Heidi Bøtcher Sørensen fra Københavns Zoo siger således:
”Gamification giver viden om verdensmålene for en bæredygtig udvikling og med det som baggrund kan jeg forlade spillet med en færdig handlingsplan.”
Det er ikke uden grund, at de to søstre kalder sig for medspillere, når det kommer til bæredygtighed. Der er mulighed for øget vækst, når virksomhederne indarbejder verdensmålene i deres forretningsstrategi.
Verdensmålene er et effektivt værktøj
”FN-organisationen ”Business Call to Action” betegner Verdensmålene som en “køreplan for forretningsmuligheder”, og ifølge FNs ”Global Compacts” nordiske undersøgelse fra 2019 kender størstedelen af de nordiske virksomheder Verdensmålene,” siger Gabriela Negru.
Ifølge hende kan Verdensmålene fungere som et effektivt værktøj for de virksomheder, der ønsker at arbejde med en bæredygtig udvikling, bl.a. fordi de skaber nye muligheder i markedet.
”I Udenrigsministeriets seneste rapport om bæredygtig vækst anslås det, at Verdensmålene i Danmark frem til 2030 kan bane vejen for forretningsmuligheder for de danske virksomheder til en værdi af op imod 400 mia. DKK. Det betyder helt konkret, at Danmarks BNP vil kunne stige med 15% frem til 2030 på grund af arbejdet med Verdensmålene,” uddyber hun.
Taler man fastholdelse og motivation hos unge, ryger der ekstra mange points ind på virksomhedskontoen, hvis man inkluderer verdensmålene i sin forretningsstrategi. Ifølge ”Cone Communications” undersøgelse af Millennial-generationens medarbejderengagement ville tre fjerdedele af de adspurgte nøjes med mindre i løn, hvis de samtidig kunne arbejde i en socialt ansvarlig virksomhed.
Samtidig er bæredygtighed en megatrend, der giver mulighed for at brande virksomheden i forhold til de mange forbrugerne, der har taget bæredygtighed til sig.
Indgår i den sociale og miljømæssige ansvarlighed
Verdensmålene kan også bruges til at løse de udfordringer, som virksomhederne står overfor i en foranderlig verden.
”Der er et stadigt stærkere politiske pres i vækstlandene for at opnå en højere grad af social og miljømæssig ansvarlighed og gennemsigtighed. Derfor bliver det en vanskeligere opgave at opnå legitimitet og at ”få arbejdstilladelse” i disse lande. Ved at sikre, at man lever op til love og regler, vil man være på forkant af begivenhederne, hvad angår risikostyring og legitimitet,” siger Gabriela Negru.

Verdensmålene er relevante for danske virksomheder, hvis de implementeres rigtigt:
”De ansatte skal have de bæredygtige briller på, så de kan se forretningsmulighederne i bæredygtighed,” konstaterer Mia Negru.
Læs mere: www.2030.builders
Leave a Reply